Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Struktur og pædagogik i 0.klasse på Hastrupskolen

                                                                                                                                                                                                           Januar 2023

På Hastrupskolen ønsker vi at skabe de bedste elevfællesskaber som grundlag for optimal faglig udvikling og trivsel. Derfor sker den endelige klassedannelse først efter vinterferien.

For at kunne sammensætte eleverne bedst muligt, inddeles de i grupper, hvor lærerne afprøver forskellige sociale og faglige konstellationer. Disse grupper ændres ca. hver 4. uge i løbet af efterår og vinter. Det er lærernes erfaringer og observationer, der danner grundlag for den endelige klassedannelse.

Klassedannelsen tager udgangspunkt i elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer. Deres udvikling drøftes jævnligt på teamets møder, så lærerne på bedst mulige vis kan afprøve og få erfaringer med de forskellige sammensætninger. Målet er at danne to harmoniske klasser som skal danne grundlag for elevernes faglige og sociale udvikling resten af deres skolegang.

Forældrene orienteres på AULA og får en køreplan for processen ved skoleårets start.

De to primære børnehaveklasseledere er primære kontakter for hver deres forældregruppe. Det gælder hele året, og forældrene orienteres ved skolestart. Derudover deltager begge børnehaveklasseledere i de to årlige skolehjemsamtaler med alle børnene. Elevernes trivsel og læring er således et fælles anliggende for alle voksne omkring 0. årgang.

Børnehaveklasselederne har hver deres faglige fokus, og eleverne får derfor allerede fra 0.klasse erfaringer med flere fag, voksenskift og flere relationer. Når eleverne bliver kompetente i at kunne navigere i skift, bliver overgangen til 1. klasse også mere tryg.

Udover de to børnehaveklasseledere er der tilknyttet andre faste pædagoger til årgangen. Både skolens og SFO’ens medarbejdere.

Holddelingstimerne skal bruges til forebyggende sproglige indsatser på baggrund af sprogscreeningen taget i september. Derudover er der en pulje timer til ekstraordinære inklusionsopgaver.

Eksternt samarbejde

Udover at ledelserne fra SFO, skole og daginstitutioner mødes en gang om måneden for hele tiden at udvikle og vedligeholde samarbejdet på tværs (”Hastruptråden”), samarbejder pædagogerne i SFO og børnehaverne også. De besøger hinanden på tværs af matriklerne, for at udvikle egen praksis og få indblik i andres. SFO’ens personale får tidligt kendskab til børnene og mulighed for at danne relationer til dem inden de starter. 

Skolen er derudover tidligt med inde over de særligt sårbare elever før skolestart i tæt samarbejde med Familiecenteret, PPR, Sundhedsplejersken og Dagtilbud. Der afholdes møder med forældrene, hvor der i samarbejde udvikles planer, så der kan handles forebyggende samt skabe de bedste forudsætninger for modtagelse og opstart i overgang fra børnehave til skole/SFO.

Skolen er opmærksom på at kontakte forældrene til de børn, der kommer fra andre børnehaver, så tidlig indsats kan igangsættes ved de særligt sårbare børn.